onsdag den 26. februar 2014

Kongedag og ny PR

Jeg havde lokket min gode ven Allan med en tur på søen i dag i det fantastiske vejr. Det var med begrænsede forventninger, da jeg kun havde kunne skaffe omkring 10 agnfisk i størrelse small til medium. Det blev dog stadig en forrygende tur med 8 gedder i båden og ny PR til Allan. "Desværre" kunne PR-gedden lige nøjagtig ikke snige sig over de magiske 10 kg, da vægten stoppede på 9,98 kg. Ærgerligt, men stadig en super flot fisk på hele 114 cm! :)

De fleste af dagens gedder blev taget på skallerne fisket 8-12 meter nede. Da vi løb tør for skaller havde vi også en del hug på gummidyr i blåhvide farver.

Som altid blev alle gedder genudsat hurtigt og nænsomt.

Vejret ser jo lovende ud de næste 4-5 dage, så mon ikke der bliver tid til en tur mere :)

 Ny PR til Allan - 9,98 kg og 114 cm
PR-gedden

The first one
Dagens smukkeste - 3,94 kg

Dagens sidste - 6,2 kg og 95 cm

Smuk solnedgang


Vandtemperatur: 3,5 grader

Vindsstyrke: 2-5 m/s

fredag den 21. februar 2014

Grejopgradering - Part 6

Efter at have mistet et hjul på forrige tur var hjul-beholdningen på sit laveste og der var virkelig brug for et par nye hjul. Forleden var jeg så på besøg hos Andreas i Jagt og Fiskerimagasinet og her forelskede jeg mig i 2 stk Shimano Rarenium 4000FA. Hjulene blev testet af for første gang i går og hold k*** hvor er de bare fede! :)

Shimano Rarenium 4000FA
Udover de nye hjul købte jeg også to nye Ghost paravaner, så jeg nu har 4 stk i alt. De er virkelig nemme at håndtere og kan helt klart anbefales til folk som gerne vil i gang med paravane fiskeriet.


Stor tak til Andreas for god service og ikke mindst en god pris :)

torsdag den 20. februar 2014

Godkendt dag på søen

I går var jeg en tur på søen med Onkel Claus, som efter flere års fiskepause har meldt sig ind i kampen igen. Perfekt vejr, masser af agnskaller og godt selskab satte forventninger i vejret, da vi stævnede ud ved solopgang.

Det skulle dog hurtigt vise sig, at gedderne stadig var ret sløve i det 2 grader kolde vand, så det var småt med hug. Vi fik vel 12-13 hug i løbet af dagen, som resulterede i 9 fisk i båden. Største fisk på 6,33 kg stod Claus for, som i øvrigt også var ny PR. Stort tillykke med det og sikke en start på den genoptagede fiskekarriere :)

Alle fisk blev taget på skaller. De fleste hug var på bundstængerne, men vi fik også et par fisk 3-4 meter nede og en på frilinen. Og så blev der desuden fisket RIGTIG langsomt (0,3-0,5 knob).

Forhåbentligt bliver der tid til lidt aborrefiskeri i weekenden, så jeg kan få et par gode fisk til Fiskeavisens Westin Predator Cup.

Ny PR (og fiskehat) til Claus - 6,33 kg
Min største - 5,02 kg


Vandtemperatur: 2,2-2,4 grader
Vindsstyrke: 1-4 m/s

tirsdag den 18. februar 2014

Månedens fangstrapport i Fiskeavisen

Som nogen af jer måske har set, så blev vi udvalgt som månedens fangstrapport i Fiskeavisens Westin Predator Cup denne måned. Det var naturligvis rapporten om vores første 10 plusser som vandt, så det er bar' dæjligt :)


Forleden modtog vi så den flotte præmie som bestod af 6 stk Westin agn og 1 stk kasket - Tak til Westin og Fiskeavisen for det :) Vi håber selvfølgelig at kunne bidrage med flere flotte fangster til cuppen i år.

Præmier - Westin Predator Cup



I morgen står den forresten på geddesats (KOM SÅ STORGEDDER!!!), så husk at følg med på vores Facebook side, hvor vi opdaterer løbende fra turen.

mandag den 17. februar 2014

Og vinderen er...

I forbindelse med at vi forleden rundede 6000 likes på Facebook afholdte vi en konkurrence, hvor alle vores fiske-venner kunne vinde den nye "Mike the Pike" fra Westin. I går søndag sluttede konkurrencen og den heldige vinder blev:

>> Mads Tobias Nielsen

Et stort tillykke til Tobias herfra :)


onsdag den 12. februar 2014

Super sløve februar-gedder

I går var vejret endelig blevet fiskevenligt igen, så dagen skulle selvfølgelig bruges på at jagte storgedderne på søen. Alt var kørt i stilling: En god fiskemakker (Klaus Vestergaard), masser af store agnfisk, ingen vind og en sø, hvor der var taget store fisk et par dage forinden. Fiskefeberen steg også lige et par grader eller fem, da vi under klargøring af båd hører at en anden båd på søen har fanget en drømmefisk på 11 kg. Nu kunne det bare ikke gå galt!

Vi startede med at søge fiskene på søens dybere område, men der var ingen gode ekkoer eller byttefisk at lokalisere, så vi sejlede videre. Desværre skulle det vise sig at være sværere end forventet at finde fiskene og de første 3 timer inden frokost skete der intet på stængerne eller på ekkolodet.


Frokosten blev hevet frem og vi fik lagt en strategi for eftermiddagens fiskeri. Ny kurs blev sat og alle skaller blev tjekket. Det hele spillede. Nu manglede vi bare huggene. Der skulle heldigvis ikke gå længe før en af paravanerne bukkede under. Klaus fik hurtigt givet modhug og så var der fast fisk - Endelig! En flot og tyk gedde på 5,5 kg og 87 cm kunne efter få minutters fight glide i nettet. Yes!

87 cm - Cirka 5,5 kg
Nu begyndte vi for alvor at tro på det igen og der begyndte også at vise sig et par gode bananer på ekkolodet. Se bare her:


Desværre kom der aldrig rigtig gang i den og vi fik kun 2 små pindegedder resten af dagen. "Heldigvis" havde det også været en rigtig svær dag for de andre både, så vi må bare indse at gedderne er svære at lege med når vandet kun er 1-1,5 grader.

Dagen sluttede i øvrigt med at jeg skubbede en af mine stænger i vandet, så sig endelig til hvis I får  en 9" SG MPP stang med et Shimano Technium hjul på krogen :)

Alle 3 gedder blev selvfølgelig genudsat.

Sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne takke fiskemakker, Klaus Vestergaard, for en rigtig hyggelig dag på søen med en masse gode røverhistorier. Det er bestemt ikke sidste gang vi fisker sammen.

Nu står den på en uges fiskepause og så kommer vi stærkt tilbage når vandet forhåbentligt er blevet lidt varmere.

K&B!

Super flot lille bandit fra det iskolde vand

Vindstyrke: 1-5 m/s
Vandtemperatur 1-1,5 grader

mandag den 10. februar 2014

Grejopgradering - Part 5

Så er der endnu en gang nye spændende ting til grejkassen. Denne gang er det gået ud over Westins Mike the Pike og Monsterteez, som med sikkerhed kommer til at levere et par storgedder i løbet af 2014. Damn, de er fede!

De blev alle købt hos Jan&Bo i Helsingør og jeg var så heldig at få dem leveret direkte til KBH af Klaus Vestergaard. Mange tak for det, Klaus! :)

I morgen står den endnu en gang på storgeddesats, så vi krydser fingre for at en af de helt store vil lege med. Vi har i hvert fald masser af agnfisk på lager!

Følg eventuelt med på vores Facebook side i morgen, hvor vi opdaterer løbende fra turen.

Mike the Pike fra Westin - 28 cm og 185 gram
Monsterteez - 25 cm og 203 gram

torsdag den 6. februar 2014

Bedre held næste gang

Så kan jeg endnu en gang skrive et mislykket geddesats på kontoen. Vinden var simpelthen for kraftig til at det var forsvarligt at være ude på søen alene. Desværre fandt jeg først ud af det efter have brugt 30 min på at klargøre båden, men så må jeg jo lære at læse vejrforholdene bedre næste gang :)

Jeg valgte efterfølgende at køre et smut forbi St. Vejle å for at se om aborrerne ville lege. Det ville de desværre ikke og det meste af åen var dækket af is, så det blev kun til et hurtigt visit.

St. Vejle å
Når vinden løjer af er jeg helt sikkert at finde på søen igen.

K&B!

onsdag den 5. februar 2014

Slut med frosne tæer

I dag landede der et par Thermacell varmesåler i postkassen, så nu er det slut med at fryse om tæerne på de rigtig kolde vinterdage. Det fede ved denne model er at der er trådløs fjernbetjening, så det bliver nemt at skrue op og ned for temperaturen.

Sålerne er købt i Norge via denne side. Pris 1276 norske oliedollars. (Ex. told og moms)

Forhåbentlig bliver der mulighed for at teste dem af allerede i morgen, hvor der muligvis ligger et geddesats og venter :)

Thermacell varmesåler