tirsdag den 1. april 2014

DRØMMENES DAG! :)

Damn, jeg har svært ved at starte dette blogindlæg. Der er så mange ting jeg gerne vil fortælle om gårsdagens drømmetur og tankerne flyver rundt. Det vi oplevede i går var intet mindre end fantastisk (i hvert fald i min fiskeverden) og jeg ville ønske, at alle geddefiskere får sådan en tur mindst én gang i livet.

Nå, men her er hvad der skete:

Vi ankom til søen ved solopgang i tæt tåge og med kæmpe store forventninger (som altid). Det var dagen før fredningen, så det SKULLE være i dag, hvis storgedden skulle i hus. Vi havde masser af skaller (Tak til Anders for det), DMI havde lovet godt vejr, og stængerne var rigget til fra dagen før. Det kunne ikke blive bedre. Der gik heller ikke mange minutter før båden var klar og kursen sat mod storgedderne.

På vej til "hotspottet" får vi hurtigt de første 5-6 gedder i båden - og huggene fortsætter. Dagens fiskemakker Emil, får et solidt hug på flådstangen og en vild fight begynder. Under fighten bukker den ene paranvanstang sammen og der er nu flex på to stænger. Efter et par minutter kommer min gedde til syne og den er stor. En solid landing med nettet og videre til Emils fisk, som er ved at være mør. En hurtig håndlanding og Emil kan skrive ny PR på cv'et - 7,55 flotte kilo og 102 cm! Min fisk ligger stadig i vandet og venter, så op med den, frem med vægt og målebånd og WOW(!). Den er hele 117 cm lang og vægten sniger sig op på 10,31 dejlige kilo - YES!!! En SUPER start på dagen med 9 fisk på den første halvanden time og 3 af dem over 7 kilo.

10,31 kg - 117 cm
 Det intense fiskeri fortsætter og flere 6-7 kilos fisk er oppe og vende. Flere af dem hugger på "bundstængerne" som fisker 1,5-2 meter under båden over 3-4 meter vand. Ved middagstid runder vi de 20 fisk og livet er bare dejligt. Henover middag kommer tågen tilbage og en gyserstemning ligger sig over søen. PLUDSELIG eksploderer det ene hjul og en kæmpe bølge vender bag båden. Vores mega-skalle er blevet indhaleret blot en meter under båden! En suveræn fight på 10-12 minutter følger og da vi endelig ser gedden råber vi begge; "Shit, den er STOR!". Nettet knækkede da 10 kilos gedden skulle løftes op, så monsteret skal håndlandes. Et hurtigt dyk mod gællerne og YES, fisken er i båden. Den er stor, rigtig stor. Vi måler den til 120 cm og 12,21 kg, hvilket også er ny PR - SÅDAN!!!

NY PR: 120 cm og 12,21 kg!!!!!
120 cm
Under fighten har vi glemt alt om de andre stænger, så da PR-gedden er sat ud ser vi, at den ene paravanestang står og rykker voldsomt. Emil griber hurtigt stangen og jep, der er fisk på. Endnu en god fight kan starte og vi kniber os i armen. Kort efter håndlander jeg en flot flot gedde på 107 cm og 8,18 kilo. Ny PR for anden gang til Emil og et yderst godkendt dobbelthug :)

107 cm - 8,18 kg
Nu skulle man tro at dagens fiskeheld var opbrugt, men nej. Det gode fiskeri fortsatte og ved aftenstid rundede vi 30 gedder for dagen med 8 stk (!!!) over 7 kg. Solen synger på sidste vers og vi sætter kursen mod land. Der bliver skålet i storgedde-øl og vi fejrer en uforglemmelig dag på søen. Lige som vi havde glemt alt om vores skaller i vandet vender en gedde et par meter bag båden med en af skallerne i munden. Linen pisker af spolen og Emil giver modhug. Efter en hurtig fight kommer fisken op til båden. Vi skyder den til 6-7 kg og overvejer om vi bare skal afkroge den i vandet. Heldigvis vælger vi at invitere den ombord og det skulle vi ikke fortryde. Det viser sig at være endnu en kæmpe på 115 cm, 9,49 kg og ikke mindst ny PR til Emil for tredje gang. (Tillykke med det unge mand - godt fisket!)

Ny PR for 3. gang denne dag: 9,49 kg og 115 cm
Herefter sejler vi stille i havn og kan gøre status for den vildeste dag på søen. 31 gedder med følgende 9 på toppen: 12,21 - 10,31 - 9,49 - 8,18 - 7,80 - 7,55 - 7,50 - 7,47 - 7,35. Alle fisk blev taget på skaller på 3-7 meter vand.

En fuldstændig uforglemmelig dag, som falder på dagen før fredningen og efter et par ekstremt intense måneder med rigtig mange ture. Det kan vist ikke ønskes meget bedre.

Nu får gedderne en måneds velfortjent fred og ro. Vi vender tilbage i jagten på endnu flere storgedder i starten af maj. Knæk og bræk så længe! :)

Lidt sjove facts fra turen:
- Vi havde 3 dobbelthug og 1 trippelhug
- De fleste fisk blev fanget inden for de samme 100x100 meter
- Før turen var Emils PR 4,94 kg. På turen fangede han 8 gedder over 5 kg :)
- Stort set alle gedder vi fangede havde allerede gydt
- Med ovenstående fisk runder vi 17 gedder over 7 kg og 3 stk over 10 kg i 2014

Storgedde-øl når det er bedst :)
120 cm - 12,21 kg
117 cm - 10,31 kg
7,47 kg
7,80 kg

Fangstmetode: Dørgefiskeri med skaller ved skrænterne på 3-8 meter vand.  
Vindstyrke: 1-5 m/s  
Vandtemperatur: 6.5-7 grader  
Vejr: Tåge / solskin  
Fisketid: 12 timer

9 fisk og årets første sandart!

Der var planlagt storgeddesats de sidste 2 dage inden fredningen 1. april. Første sats var med Allan og Jens. Vi brugte lørdagen med at fange skaller, grille, hygge, drikke rødvin, binde forfang og geare forventningerne til søndagens fiskeri fuldstændig uhæmmet.

Desværre blev vi lidt straffet for de tårnhøje forventninger og vi endte "kun" med at få 8 gedder op til 6,8 kg og 1 sandart i båden. Godkendt, men ikke det vi havde håbet på. Heldigvis var vejret til 5 stjerner og vi fik nydt det danske forårssolskin på bedste manér.

Mandagens blogindlæg er på trapperne, så hold jer klar. (Det blev den vildeste tur ever!)

Livet når det er aller bedst

Årets første sandart - Cirka 2 kg
Allan med en flot fisk på 5,4 kg
Dagens største og tykkeste - 6,8 kg
Dagens flotteste - cirka 5-6 kg

Fangstmetode: Dørgefiskeri med skaller ved skrænterne på 6-12 meter vand. Vindstyrke: 1-3 m/s Vandtemperatur: 7-8 grader Vejr: Solskin Fisketid: 11 timer