tirsdag den 14. april 2015

112 cm & Mr. Twoface

Jens og jeg var i slutningen af marts en tur på en af vores gamle favoritsøer for at se om vi kunne overliste en (eller flere) af søens store gedder inden fredningen. Agntønden var blevet fyldt op med store fyldige skaller et par dage forinden og vejret lovede godt, så vi var tændte som bare fanden. Jeg har da heller ikke set Jens ro så hurtigt som han gjorde på vej hen til dagens fiskespot - damn der var fart på :)

Jens tager en fortjent pause efter at have power-roet dagens første halve time

Vi startede dagens fiskeri på skrænterne op til de lavvandede områder, men her fik vi kun et enkelte fisk på 3-4 kg. Vandet var stadig kun 4,5 grader, så vi tænkte at de måske skulle findes på endnu dybere vand. Det blev prøvet af at et par timer, men det virkede heller ikke som om at det var her at storgedderne skulle findes. Vi aftalte at ro til en helt anden del af søen og lige tage forbi et lavvandet område (2-4 meter) på vejen. Vi når lige at svinge ind over toppen til det lavvandede før den ene paravanestang krøller sammen. Modhug og tunge hovedrusk indikerer en større fisk. Der går desværre kun et par minutter før den slår med halen i overfladen et stykke fra båden, spytter krogene og dykker tilbage i dybet. Øv.

Vi fortsætter i området og kort tid efter knækker samme paravanestang igen. Denne gang bliver fisken på krogen og det viser sig at være en smælderfed tyksak på lige over 6 kg.

Tyksak på 6 kg. (Tak til Jens for ikke at fortælle mig at jeg stadig havde pandelygten på)
Troen på en storgedder er tilbage. Vi fører båden og de store skaller videre ind over 2-3 meter vand. Kort efter og for tredje gang i træk bukker den venstre paravanestang sammen. Til at starte med ligner det dog bare et klassisk bundhug, men få sekunder efter rusker det i stangen og der er fast fisk. Efter en kort og udramatisk fight glider der en lang og udleget geddemamma, indover netrammen. Længden er med os (112 cm), men den mangler desværre et par kilo eller tre på mavsen og vægten kan "kun" presses ned på 8,82 kg.

112 cm og 8,82 kg.


Vi kører på i området et par timer, men der sker ikke det store. På vej tilbage mod bådebroen får vi dog besøg af Mr. Twoface i båden. En lille gedde, men med en meget anderledes karakteristika (Se billedet herunder).


Vi sejler herefter ind og kan gøre status efter en forholdsvis stille dag på søen: 13 gedder med de største på 8,82 kg, 6,02 kg og 5,65 kg.

Søen viste sig fra sin gode side hele eftermiddagen
8,8 kg's gedde på vej tilbage i vandet.
Skallerne gør sig klar efter en nat i keepnettet

Sløv marts-dag på Furesøen

En hurtig update fra en tur jeg havde på Furesøen i midten af marts. Den vil nok ikke blive husket for så meget andet end solformørkelsen der gemte sig bag skyerne. Dagen gav 6 gedder med den største på lige over 6 kg. Alle taget på store skaller fisket i hele vandsøjlen.

Skøn morgen med kurs mod storgedderne



6 kg tyksak

Agnbeholdningen var på sit højeste.


torsdag den 9. april 2015

Nye killer farver fra Savage Gear

Jeg har fået fingre i et par real eels og shads fra Savage Gear i nogle helt nye og kanon fede farver. De ligger allerede klar i grejboxen til premieren 1. maj. Uha uha, det bliver spændende :)

Savage Gear LB herring shad 25 cm - Special edition. Læs mere om dem her.

Savage Gear LB Real Eel 40 cm - Special Edition. Se mere her.

Jeg faldt over også de nye farver på de giftige line thru trouts. De er satme også farlige og de er lige kommet i butikkerne. Jeg skal helt klart have et par stykker til 1. maj. 


Savage Gear Line Thru Trouts - Findes 15, 20 og 30 cm



mandag den 23. marts 2015

Et lille uheld...

Det er ikke altid ufarligt at lave forfang hjemme i stuen. Jeg skulle spænde en knude efter i går med linen i munden og det endte sådan her.

Kald det payback for alle de gedder man selv har kroget gennem tiden. Det er jo egentlig fair nok :)


torsdag den 12. marts 2015

Sol og 17 gedder

Efter at have set mandagens guddommelige vejrudsigt var der ingen tvivl om hvor dagen skulle tilbringes. På søen. Havde brugt den halve søndag på at tanke skaller, så dammen var fyldt med en god blanding af store og små skaller, da jeg stævnede ud i den skønneste solopgang.

Som forventet blev det en super dag på søen med svag vind, fuld solskin og 17 gedder i båden op til 6 kg. Det eneste der manglede var et par rigtig tykke geddemadammer, men det havde næsten også været for meget af det gode :)

Derudover fik jeg for alvor testet min nye frontmonteret elmotor af samt det nye Navionics søkort til mit ekkolod - og det hele fungerede perfekt.

Jeg sætter et kryds i bogen for en dag på søen og så håber jeg på at storgedderne vil lege med næste gang jeg stævner ud.

Dagens solopgang - Jeg elsker det!

Den første gedde kom hurtigt i båden. En pjevs på et par kilo

Det her er livet.

Endnu en mindre gedde kom forbi

Holdkasketten var som altid med

Denne smukke solnedgang afsluttede en skøn forårsdag på søen


Fangstmetode: Dørgefiskeri med skaller på 3-12 meter vand
Vindstyrke: 1-5 m/s 
Vandtemperatur: 3.7 grader
Vejr: Let overskyet / Sol
Fisketid: 10 timer

søndag den 8. marts 2015

Årets første 10+'er

Der var dømt storgeddetogt i torsdags efter en måneds fiskepause. Jeg havde lokket en erfaren geddefisker med som blandt andet har 2 gedder over 15 kg på samvittigheden. Hans navn var Holm, Michael Holm.

Vi kom først på søen lidt op af formiddagen og det havde ærligt talt ikke lige kørt på skinner med forberedelserne. Jeg brugte 6 timer dagen inden på at skaffe 9 agnfisk grundet 2 timers kø på motorvejen og et glemt kastenet i Kbh. Heldigvis havde Michael en fyldt agntank derhjemme, så vi fik styr på skallerne. Da vi mødes ved søen har jeg glemt plotteren og Michael sit drivanker, så det var ikke den bedste start. Men ud det kom vi.

De første 2-3 timer sker der ikke det store og vi får kun et par mindre fisk. Pludselig ser jeg at der går panik i 500 grams skallen som fisker 15 meter under båden. Der går ikke 2 sekunder før stangen spændes som en flitsbue og jeg giver hurtigt modhug. Umiddelbart skyder jeg fisken til at være 5kg+, men et par tunge udløb indikerer at der muligvis kunne være lidt størrelse på. Da fisken kommer til syne bliver vi da også godt overraskede og der går lidt panik i båden. Heldigvis får Michael hurtigt og nænsomt kørt nettet under den tykke dame og vi udbryder begge i en stor jubelrus. Tommelstokken viser 112 cm og vægten bliver kørt ned på 11,1 dejlige kilo. Årets første 10+'er en realitet - YES! :)

Årets første 10+'er: 112 cm og 11,1 kg
Efter 4-5 minutter i vandet hvor hun lige skulle sunde sig svømmede hun tilbage I dybet hvor hun hører til.


Resten af dagen skete der ikke det store udover 2 mindre fisk og et par hug. Vi fiskede ellers til langt ind i tusmørket, men vi kunne ikke lokke flere storgedder op fra dybet.

Samlet set endte dagen med 5 gedder i båden, men når den ene er en 10+'er kan man vidst ikke tillade sig at klage. Alle gedderne blev taget på skaller fisket 3-15 meter nede over 10-25 meter vand.

Fiskefeberen har kun fået et nøk op af, så jeg er at finde på søen igen i morgen mandag.

Knæk og bræk derude!

Et stk glad lystfisker

10+'eren blev selvfølgelig fejret med storgedde-øl
Det var dette rig + en500 grams skalle som udløste hugget. En raslekugle bagerst, et par farvede kugler og et lille spinderblad forrest.
Der var ikke meget lys tilbage, da vi sejlede ind

Bytte- og rovfiskene vågnede virkelig op på ekkoloddet, da mørket sænkede sig


2 store tykke bamser. Den ene nok lidt mere tilfreds end den anden

Fangstmetode: Dørgefiskeri med skaller på 10-25 meter vand
Vindstyrke: 5-10 m/s  
Vandtemperatur: 2.8 grader
Vejr: Let overskuyet / Sol
Fisketid: 8 timer
Tryk: 1025 hPa


søndag den 1. marts 2015

Navionics PLUS og nyt grej

Det er nu over en måned siden jeg har været på søen og sjældent har jeg haft så meget fiskefeber som nu. Heldigvis øjner jeg en tur i næste uge, så jeg krydser fingre for at vejret holder.

Der har dog været tid til at tilføje lidt nyt grej til samlingen. Vigtigste opgradering er helt klart Navionics PLUS som giver vores Lowrance ekkolod søkort over de søer vi fisker allermest på. Det bliver SÅ fedt endelig at have fulde søkort med når vi jæger de store krodiller og det kommer helt klart til at optimere vores fiskeri. Ved interesse kan du købe (Pris 1.799,-) eller læse mere om Navionics PLUS 45XG+ her.

Navionics PLUS til vores Lowrance ekkolod. 

Derudover faldt jeg også over et par gode januar-tilbud hos mine gode venner fra Predator Sportfishing og Effektlageret. Det blev bl.a. til en ny vægt fra Salter som virkelig var tiltrængt, da min nuværende Rapala vægt kun virker hver anden gang.

Jeg fik også sneget et par af mine favoritstænger til dørgefiskeriet (Savage Gear MPP - Predator spin 9' 120 gram) med i kurven samt et af den nye Shimano Technium FD model - og en del forfangsmateriale mm.

Hvis alt går vel og vejrguderne vil det, så er jeg at finde på søen på torsdag og jagte de tykke vintergedder. Knæk og bræk derude!


mandag den 23. februar 2015

Ny DK-rekord i gedde (Billeder og video)

Det har været den vildeste weekend længe. Har hørt om mindst 10 gedder over 10 kg, Dennis BomBoms nye PR på 13,96 kg og så lige ny DK-rekord på 21,1 kg og 126 cm fra Jylland. Det er jo fuldstændig vanvittigt.

Der findes desværre ikke så meget info på den nye rekord-gedde endnu, men det kommer nok snart. Om ikke andet skal der lyde et stort tillykke til den nye rekordindehaver :)

Det er muligt at stemme på nedenstående som ny forside af næste nummer af FiskeAvisen. Klik her og tryk "synes godt om".

Ps. Rekordfisken skulle efter sigende være fanget af Finn Sloth Hansen.

Fangstrapport og billeder kan ses her.





lørdag den 24. januar 2015

2 dages jagt på vintergedderne

Efter en måneds tid med blæst og flere aflyste ture ringede det for alvor ind til storgedder i denne uge. Anders og jeg fik hurtigt aftalt 2 dages fiskeri (torsdag og fredag) på vores favoritsø, hvor der skulle bades skaller i håb om at få en af søens monster krokodiller i tale.

Torsdag havde vi kun en halv dag på søen, så det var fuld gas fra start. Vi satsede på lidt dybere vand og vi fandt også masser af fine bananer på ekkolodet. Desværre var de meget forsigtige og vi kunne gang efter gang se gedderne følge efter skallerne under båden på ekkolodet uden at hugge. På de 5 timers fiskeri fik vi 9 gedder (6-3 i Anders favør) med de to største på omkring 7 kg.

Dagens største: 107 cm og 7,15 kg
Anders med en flot og tyk fisk på 6.5-7 kg
En flot og iskold morgenhimmel
Fredag havde vi en hel dag foran os og vi stod klar ved søen ved solopgang i frost og minusgrader. Kursen blev sat mod et spændende område fra dagen før hvor vi havde set en pæn koncentration af bananer. Heldigvis stod gedderne pakket i samme område og Anders fik hurtigt en flot basse på 6,6 kg, som tog en mega skalle på 800-900 gram.

6,6 kilos flot vintergedde
Gennem dagen fik vi løbende godt med hug og der var en ganske pæn snitvægt på dem vi fik båden - omkring 4-5 kg. Sidst på dagen fik jeg et godt hug på yderparavanen og det resulterede i dagens største på 7,9 kg og 105 cm.

105 cm - 7,9 kilo
Desværre blev det ikke til den monstergedde vi havde drømt om, men med 19 gedder (10-9 til Anders) på en iskold vinterdag kan man ikke være andet end tilfreds. Det sjove ved fiskeriet denne dag var at 80% af alle fiskene blev taget på de yderste paravaner og det var både når de var fisket oppe og dybt nede i vandet. En sjov tendens som jeg ikke har oplevet før.

Nu står den desværre på en længere fiskepause frem til marts måned, men tro mig, vi vender frygteligt tilbage i jagten på en af de helt store madammer.

Knæk og bræk så længe :)

Flere gange frøs øjerne og linen til is. Det var koldt. Rigtig koldt.

Fangstmetode: Dørgefiskeri med skaller på 12-14 meter vand
Vindstyrke: 1-5 m/s  
Vandtemperatur: 2.8 - 4 grader
Vejr: Overskyet 
Fisketid: 9 timer
Tryk: 1020 hPa

tirsdag den 13. januar 2015

Iskold dag på Furesøen

Anders og jeg er begge ramt af fiskefeber pt og vi havde derfor aftalt at prøve Furesøen af i går. Vejrudsigten så på forhånd ikke god ud med en del regn og hård blæst op af dagen. Vi valgte alligevel at tage udfordringen op og vi stævnede da også ud i fornemt vejr med næsten ingen vind.

Det første hug faldt hurtigt efter kun 10 minutters fiskeri, desværre uden fisk til følge, og vi nåede lige at tænke "det her bliver rigtig godt". Hugget skulle dog vise sig at være en enlig svale og vi mærkede ikke meget til Furesøens gedder resten af dagen. Samlet blev det til 6-7 hug med 3 fisk i båden - største på omkring 4-5 kg.

Heldigvis trak jeg mig sejrsrigt ud af dagens dyst med en sejr på 2-1 i gedder. Anders har dog allerede kaldt en revanche, så vi må snart ud igen.

Tromletyk gedde på 4-5 kg på omkring 80-85 cm. Hvis den bare havde haft den mave og været 120 cm lang :)
Vejret var ganske fint da vi stævnede ud

Et par kilos vintergedde som faldt for en levende skalle med et par hvide perler på forfanget
En lang og kold dag lakker mod enden i Frederiksdal
Fangstmetode: Dørgefiskeri med skaller på 8-25 meter vand
Vindstyrke: 3-14 m/s  
Vandtemperatur: 3,8 grader
Vejr: Overskyet / Regn
Fisketid: 7 timer
Tryk: 1000 hPa